Klubben

Undervisning

Ridefysioterapi

Miniput

Priser

Aktiviteter

 

Stævner

Kontakt

Bestyrelsens side

Galleri

Links

Ridesti med sanseoplevelser ved Broagerlands Rideklub

Indvielsen trak mange folk
Omkring 100 mennesker var mødt frem for at fejre indvielsen af ridestien. Pressen, borgmesteren, politikerne, spejderne, naboerne, sponsorerne, ridefysioterapien, medlemmerne samt forældre og bedsteforældre var mødt op. I dejligt vejr blev snoren klippet, hvorefter heste og ponyer samt resten af gæsterne på gåben tog turen rundt på den nye sti. Derefter fik vi kaffe og kage. Tak til alle, der mødte frem samt til alle hjælperne. Læs indvielsestalen her.

 

 

Vi holder indvielse
Den 3. april kl. 13 holder vi indvielse. Læs invitationen her. Alle som har en interesse i stien er velkomne. Kom og prøv stien til hest eller til fods.

Vi er næsten færdige
Den 13. november har 40 mand plantet langs stien. Nu mangler vi kun skiltene, nogle bænke, et par tøjr-pæle og så en indvielse, men det hører I nærmere om, når foråret nærmer sig.

Stien holder
Vi kan ride på stien uden, at der kommer spor, eller dybe steder. Det betyder,
 at økonomien i projektet er blevet betydeligt mindre. Vi sparer omkring 500.000 kr. til anlæg af stien.

Vi må ride på "stien"
I efteråret 2009 har vi aftalt med landmanden og kommunen, at vi må ride langs kanten på den vestlige mark uden, at anlægsarbejdet er påbegyndt. På den måde får vi testet, om stien kan bære uden det store og dyre anlægsarbejde, som er beskrevet i projektet. Der bliver lavet en tegning over stiforløbet, og den bliver hængt op i rytterstuen.

Økonomi
Stien og beplantningen koster godt 750.000 kr. Disse penge søges ved puljer, fonde og virksomheder. Dertil skal lægges 200 timers frivilligt arbejde.

juni 2010

Lions  i Gråsten

50.000 kr.

08.12.09

BHJ-fonden

50.000 kr.

05.11.09

Sydbank Sønderjylland Fond

5.000 kr.

23.10.09

Broager Sparekasse

2.000 kr.

25.09.09

Nordea Fonden

10.000 kr.

07.07.09

Fabrikant Mads Clausens Fond.

10.000 kr.

06.05.09

Kultur- og Fritidsudvalgets Ildsjælepulje

50.000 kr.

19.02.09

LAG Sønderborg

150.000 kr.

Hvem samarbejder vi med?
Som et led i at gøre Blå Sommer CO2-neutral vil Broager Drengespejdere hjælpe os med at plante træerne.
 

Hvad vil vi lave?
Der skal anlægges en ridesti med sanseoplevelser rundt om de to marker, som skilles af Broagervigvej. I første omgang dog kun langs den vestlige mark. Den primære målgruppe for projektet er rideklubbens handicappede ryttere. Dernæst gavner projektet børn og nybegyndere, som ikke kan ride i trafikken endnu. Stien er offentlig tilgængelig og man kan ride ind på den flere steder, så den er ideel også for ryttere, som ikke er tilknyttet rideskolen.

Hvorfor laver vi det?
De handicappede ryttere er både børn og voksne med forskellige handicaps, som kommer for at få trænet bl.a. balance, muskler, motorik og kropsbevidsthed. Mange af rytterne kan ikke selv gå en tur i skoven. Nogen er i kørestol, nogen kan ikke færdes alene, og nogen kan ikke gå ret langt. På hesteryg har de mulighed for at følge naturen på tæt hold året rundt. De kan se bladene springe ud om foråret og falde igen om efteråret. De hører fuglene synge og mærker vinden på huden. Derudover trænes balancen meget mere i naturen, hvor stien er bakket og ujævn i forhold til den plane bund i ridehuset.

Hvem har vi spurgt?
På et møde i starten af november 2008 fortalte vi om projektet til:

  • naboerne til begge marker
  •  jægerne, som har jagten på markerne
  •  hundeklubben, som laver træning på markerne
  •  en rytter fra oplandet

Alle bakkede op om projektet og opfordrede til at lade stien gå hele vejen rundt om begge marker, og de kom også med input til at sætte skilte ved beplantningen, så man kan se, hvilke træer og buske man passerer. På den måde bliver det også lærerigt at bruge ridestien.

Sønderborg Kommune er positiv overfor idéen. Teknik- og Miljøudvalget har i 2009 godkendt, at kommunen afstår den jord, som skal bruges til projektet.

Hvordan skal det se ud?

Det oprindelige projekt lyder på en 4 meter bred og 1 km lang sti, som bygges op af stabilgrus og stenmel. Det er en meget dyr løsning, så i løbet af forår og sommer 2010 vil vi ride på stien uden, at den er anlagt specielt. Hvis den kan bære, vil det spare en masse udgifter til sten og grus.

 

Beplantningen skal være varieret og afvekslende med løvfældende og stedsegrønne træer og buske. Der skal være farve- og især duftoplevelser. Derudover vil planter med frugtsætning blive foretrukket for at tilgodese dyrelivet langs stien.

Der tages hensyn til naboernes udsigt ved valg af træerne og deres placering.

Sammen med naturlige niveauforskelle i terrænet vil søerne bidrage yderligere til oplevelsen for rytterne.

 

Der opsættes skilte langs stien, så man kan se, hvilke planter, der er brugt. Ligeledes ved ”indgangen” til stien. Her skal projektet, deltagere og sponsorer beskrives.

 

Hvordan passer projektet ind i kommunens idéer

Projektet understøtter Count Down 2010 erklæringen, som er tiltrådt af Sønderborg Kommune. Erklæringen handler om at standse tilbagegangen i antallet af dyre- og plantearter.

 

Projektet understøtter kommunens lokale Agenda 21 Strategi, som har til formål at bevare og udvikle en varieret natur, der skaber mulighed for en rig og mangfoldig flora og fauna, og at skabe en sammenhængende grøn struktur, som kan sikre spredningskorridorer for dyr og planter samt skabe nem adgang for befolkningen.

 

Kan du hjælpe?

Hvis du kender et firma, en forening eller en fond, som kan hjælpe i dette projekt, er du velkommen til at henvende dig til projektgruppen.

Det kan også være, at du selv vil deltage i fundraising, at du kan stille en lastbil eller en gummiged til rådighed i anlægsfasen eller bage en kage til 1. spadestik og indvielse. Alle bidrag modtages med tak.

Hvem er vi?
Projektgruppen består af Christa Bonde, Vivian Larsen og Lisa Nielsen fra Broagerlands Rideklub.